Autorisation og registrering af fødevarevirksomhed

Alle fødevarevirksomheder skal være registreret eller autoriseret hos Fødevarestyrelsen. Der kan være enkelte undtagelser, hvis aktiviteten er privat eller under bagatelgrænsen.

Du skal få din fødevarevirksomhed autoriseret eller registreret, inden virksomheden starter. Du skal også registrere:

  • Ændringer i virksomhedens fødevareaktiviteter (start eller ophør af aktiviteter inklusiv ophør eller start af en afdeling)
  • Overtagelse af en virksomhed (ejerskifte)
  • Flytning til nye lokaler
  • Ophør af virksomhed (ophør af alle fødevareaktiviteter)

Registreringsblanketter til fødevarevirksomheder

Undtagelser for registrering og autorisation

Nogle aktiviteter behøver ikke at blive registreret som fødevarevirksomhed. For eksempel hvis virksomheden har begrænsede virksomhedsaktiviteter og er under det, Fødevarestyrelsen kalder bagatelgrænsen, eller hvis aktiviteten er privat. Du skal dog stadig sikre, at den mad, du laver eller sælger, ikke gør folk syge.

Eksempler på aktivitet under bagatelgrænsen:

  • Du sælger, leverer eller donerer fødevarer op til ca. 10 gange om året, af nogle dages varighed pr. gang og op til i alt ca. 30 dage om året, f.eks. i forbindelse med festivaler eller under events.
  • Du har en anden slags virksomhed, og dit salg, leverance eller donation af fødevarer udgør mindre end 50 % af virksomhedens samlede omsætning. Herudover udgør omsætningen af fødevarer højst 50.000 kr. om året ekskl. moms.
  • Du sælger, leverer eller donerer fødevarer én gang om ugen, men i små mængder, f.eks. 4-5 portioner ad gangen.
  • Din børneinstitution ikke har en fuld madordning, men serverer kun frisk frugt, mælkeprodukter og lignende, og udleverer drikkevarer til børnenes egne madpakker.
  • Din virksomhed eller institution modtager f.eks. færdig frokost klar til servering fra et cateringfirma. Fødevarerne gemmes kun i kortere periode, som kan være op til 24 timer i en virksomhed med treholdsskift, og eventuelle rester kasseres.
  • Bagning af kage til lejlighedsvist arrangement, f.eks. et høstmarked.

Læs mere om bagatelgrænse i Autorisationsvejledningens kapitel 6 Bagatelgrænse for fødevarevirksomhed og kapitel 7 Specifikke tilfælde med fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen

Læs mere om salg under bagatelgrænsen

 Eksemler på aktivitet i privatsfæren:

  • Madlavning til familie og gæster.
  • Når familie og venner hjælper hinanden og f.eks. indbyrdes aftaler at hjælpe med madlavning til en fest.

  • Når private benytter en kogekone eller kok til at komme i de privates eget hjem for at lave mad, uanset om det er til en privat fest eller blot til daglig bespisning.

Læs mere om privatsfære i Autorisationsvejledningens kapitel 4 Privatsfære

Hvad er en fødevarevirksomhed

En fødevarevirksomhed kan være et gartneri, en kiosk, et pizzeria, et supermarked, en café, en restaurant, en gårdbutik, en bar, et mejeri, et slagteri, e-handel eller et fitnesscenter, der sælger müslibar mm.

En transportør, der kører med fødevarer, er også en fødevarevirksomhed

Se Startpakke for nye fødevarevirksomheder

Særligt for Grønland

Læs mere om hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil starte en fødevarevirksomhed, som vil omsætte sine varer udenfor Grønland

Gå til Start og drift af fødevarevirksomhed i Grønland