18. Skadedyr i fødevarevirksomheder

Virksomheden skal sikre sig mod skadedyr, f.eks. rotter, mus, måger, duer, kakerlakker og andre insekter m.m.

Skadedyr er dyr, som ved tilstedeværelse på virksomheden kan have betydning for fødevaresikkerheden. Derfor skal virksomheden forebygge mod og bekæmpe skadedyr, i givet fald i samarbejde med skadedyrsbekæmpere.

Forebyggelse mod og bekæmpelse af skadedyr er dækket af regler i både fødevarelovgivningen og i miljølovgivningen. 

Hygiejneforordningen, bilag II, kapitel IX, punkt 4

Rottebekendtgørelsen

Rottevejledningen

Vejledning om rotter og mus i fødevarevirksomheder 

18.1 Sikring af bygninger og lokaler mod skadedyr

Fødevarevirksomheden skal være effektivt sikret, så der ikke kommer skadedyr ind i virksomheden. Det gælder både bygningen udvendigt og lokalerne.

Virksomheden skal sikre de nærmeste omgivelser mod skadedyr og f.eks. holde områder uden for fødevarelokaler ryddelige, så skadedyrene ikke kan gemme sig eller bygge reder.

For at sikre mod skadedyr det vigtigt, f.eks. at:

  • Der er net for ventilationsåbninger og åbne vinduer.
  • Vinduer og døre slutter tæt.
  • Kloakdæksler og afløbsriste sikrer mod skadedyr.
  • Bevoksninger langs ydermure holdes nede.
  • Området langs ydermure ikke bruges som lagerplads for f.eks. paller, som kan være skjulested eller rede for skadedyr.
  • Der f.eks. er døre eller lignende mellem varemodtagelse og andre lokaler.
  • Der f.eks. er selvlukkere på døre til det fri fra produktionslokaler.
  • Ikke sikrede døre og vinduer så vidt muligt holdes lukket.
  • Rørgennemføringer eller blottede faldstammer ikke er årsag til skadedyrs indtrængen.
  • Rester af fødevarer eller andet affald ikke er frit tilgængeligt 

Skadedyr kan let komme ind i virksomheden gennem åbne porte, døre og vinduer. Derfor bør der være en port eller lignende mellem lokaler, hvor varer modtages, og produktions-, lager- og salgslokaler. Mus og kakerlakker kan også blive transporteret ind i varemodtagelsen på paller med varer.

Hvis vinduer holdes åbne ud til det fri, bør vinduerne være sikret mod insekter eller andre skadedyr, f.eks. med insektnet, der slutter tæt til vinduesåbningerne.

18.2 Overvejelser om eventuel lukning ved fund af skadedyr

Hvis der er kommet skadedyr ind i virksomheden, er det virksomhedens ansvar at bekæmpe skadedyrene. Bekæmpelsen må ikke gå ud over fødevarernes sikkerhed, hvilket også gør sig gældende ved brug af eksterne skadedyrsbekæmpere.

Det kan være nødvendigt at lukke virksomheden eller det pågældende lokale eller område i en periode for at sikre, at der ikke længere er skadedyr. Om og hvor længe virksomheden, lokalet eller området i givet fald skal være lukket, afhænger bl.a. af:

  • Om skadedyrene er i produktionslokaler, salgslokale eller i lagerlokaler.
  • Om der er observeret skadedyr eller bare spor af skadedyr, f.eks. gnavemærker, urin, ekskrementer, hår, løbespor, lugt, spind eller larver.
  • Om sporene er af ældre eller af nyere dato.
  • Det formodede antal skadedyr m.v./omfanget af angrebet, f.eks. forekomsten af løbestier, reder og andre indikatorer på, hvor etablerede skadedyrene er i virksomheden.
  • Virksomhedens indretning og dermed mulighederne for bekæmpelse, f.eks. mulighed for opdeling af virksomheden i sektioner.
  • Erfaringer og historik med skadedyr på stedet. 

Hvis der er fundet gnavere f.eks. mus og/eller rotter, anbefales det som udgangspunkt at udlægge mel-/talkumbælter og derefter at holde absolut ro i lokalerne i op til 48 timer. Gnaverne kan nemlig skjule sig i nogen tid. Hvis det efter kortere tid kan sandsynliggøres, at der ikke længere er gnavere til stede, kan virksomheden, lokalet eller området genåbnes. Det forudsætter dog, at eventuelle kontaminerede fødevarer er fjernet fra salgsområder, og at virksomheden har iværksat den nødvendige rengøring og desinfektion. Genåbning forudsætter typisk en skriftlig erklæring fra en skadedyrsbekæmper og beror på en konkret vurdering i den enkelte sag.

18.3 Overvejelser om eventuel kassation af fødevarer ved fund af skadedyr

Som udgangspunkt skal synligt kontaminerede fødevarer kasseres, med mindre det er muligt at rengøre og desinficere fødevarerne tilstrækkeligt. Ved synligt kontaminerede fødevarer forstås f.eks. fødevarer med gnavemærker, urin, ekskrementer, hår, løbespor, lugt, spind, larver m.m. F.eks. kan papirposer normalt ikke rengøres eller desinficeres tilstrækkeligt.

For forskellige varetyper gælder:

  • Færdigpakkede varer på et lager i en intakt yderemballage – man kan normalt nøjes med at fjerne og kassere yderemballagen.
  • Uemballerede, spiseklare fødevarer, f.eks. visse frugter, salat og andre grøntsager, skal kasseres.
  • Intakt konserves og uåbnede flasker kan som udgangspunkt bruges, hvis de vaskes grundigt og efterfølgende desinficeres med egnet desinfektionsmiddel 

Hvis fødevarerne ikke er synligt kontaminerede, skal virksomheden vurdere, om fødevarerne må anses for at være fødevaresikkerhedsmæssigt belastet af skadedyr. Virksomheden skal derfor f.eks. vurdere, om:

  • Skadedyrene kan have været i direkte kontakt med fødevarerne, herunder fødevarens placering, og om det er sket efter en eventuel varmebehandling.
  • Skadedyrene kan have befundet sig på overflader, hvorpå de pågældende fødevarer er fremstillet.
  • Karakteren af fødevaren gør den særligt følsom over for skadedyrsforurening m.m.
  • Graden af kontaminering – få eller mange skadedyr.
  • Hvor udbredt er kontamineringen – begrænset til en del af virksomheden, f.eks. lager, hvor der kun opbevares emballerede fødevarer, eller af salgslokalet.
  • Fødevarens karakter.
  • Fødevarens indpakning.
  • Skal fødevaren videresælges eller benyttes i virksomheden. 

Den konkrete vurdering kan føre til f.eks., at der ikke foretages yderligere, eller at fødevareemballagen skal rengøres ved aftørring og om nødvendigt efterfølgende desinficeres tilstrækkeligt, før den igen kan markedsføres.

18.4 Rengøring efter skadedyrsangreb

Virksomheden skal have en relevant og dækkende plan for rengøring og desinfektion af lokaler, alt udstyr, alt inventar og alle fødevarekontaktmaterialer/emballage, så der ikke er risiko for yderligere kontaminering af fødevarer efter et skadedyrsangreb.

Virksomheden skal i hvert tilfælde nøje vurdere:

  • hvor skadedyrene har eller kan have afsat smitte, og
  • hvor stor risikoen er for, at denne smitte kan overføres med fødevarer i virksomheden eller med fødevarer, som vil passere gennem virksomheden. 

Virksomheden bør desinficere overflader og udstyr, da en almindelig rengøring sjældent vil være tilstrækkelig til at undgå risiko for smitte fra skadedyr. Desuden kan virksomheden have svært ved at dokumentere eller blot sandsynliggøre, at det er tilstrækkeligt med en rengøring

Vælger fødevarevirksomhedslederen at anvende et eksternt selskab/en ekstern virksomhed til at forestå rengøringen, er det stadig fødevarevirksomhedslederens ansvar, at det foregår efter reglerne. 

Hygiejneforordningen bilag II, kapitel II, punkt 1 og kapitel V, punkt 1 og kapitel IX, punkt 3. 

18.5 Anmeldelse af fund af rotter, underretning om sundhedsskadelige og farlige fødevarer

Hvis virksomheden konstaterer rotter, skal den straks anmelde det til kommunen. Rottebekæmpelse er kommunalbestyrelsens ansvar og må kun udføres af autoriserede personer. Kommunalbestyrelsen underretter Fødevarestyrelsen om fund af rotter i fødevarevirksomheder.

Det er virksomhedens ansvar at sikre lokaler og fødevarer mod skadedyr. Se også afsnit 18.1 Sikring af bygninger og lokaler mod skadedyr. 

Virksomheden skal straks underrette Fødevarestyrelsen, hvis virksomhedslederen antager eller har grund til at antage, at en fødevare, den har bragt i omsætning eller opbevaret på lageret, kan være sundhedsskadelig. F.eks. hvis virksomheden opdager, at den har sendt fødevarer, der kan være kontamineret af rotter eller mus, på markedet.

Hvis fødevaren må antages at være farlig, uden dog at være sundhedsskadelig, skal virksomheden kun underrette Fødevarestyrelsen om en eventuel tilbagetrækning/tilbagekaldelse.

Virksomheden har således ikke pligt til at underrette Fødevarestyrelsen ved alle forekomster af skadedyr. 

Rottebekendtgørelsen

Rottevejledningen

Fødevareforordningen, artikel 19, stk. 3 

Tilbagetrækningsvejledningen 

18.6 Kemiske bekæmpelsesmidler til skadedyr

Virksomheden bør som udgangspunkt ikke bruge kemiske bekæmpelsesmidler i produktions-, lager- eller salgslokaler. Det kan dog være nødvendigt i særlige tilfælde, f.eks. ved massive angreb af skadedyr.

Rottebekæmpelse må kun udføres af autoriserede personer, uanset om der bruges gift, rottehund eller andre metoder.

Bekæmpelse af f.eks. mus og insekter bør normalt ske i samarbejde med et bekæmpelsesfirma. Det er dog altid virksomhedens ansvar at sikre, at fødevarerne ikke bliver kontamineret af bekæmpelsesmidler. Planen for bekæmpelse, lukning af virksomheden, tømning af lagre, kassation af varer og efterfølgende rengøring bør fremgå af en afvigerapport. 

Hygiejneforordningen, artikel 5